Efter at have sørget for at Fire fik noget mad indenbords får Shelene sat Fire roligt ned i sit telt og han begynder at fortælle sin historie:

”Vi er et ærligt folk der aldrig kunne drømme om at lyve eller stjæle”, begynder Fire,”Vi holder os fra alle lyssky forretninger og skumle sager. Vi er ærlige, ikke-rejsende folk og en aften vi ikke var i nærheden af Dar Es Salaam kom Femten ikke hjem til vores lejr og derfor kunne han heller ikke fortælle os, hvad han ikke vidste, nemlig at den russiske Zars datter Anastasia Nikolaevna Romanova ikke befandt sig på vej mod det sydlige Afrika.

Helt uvidende om noget som helst om Anastasia drog vi nordpå selvom vi jo ellers ikke er et rejsende folk. ”

Shelene fornemmer, det bliver en lang beretning når der nu skal lyves om hver eneste lille sandhed i beretningen, så hun foreslår, at Fire kan droppe lyveriet, men han vil slet ikke høre tale om, at han nogensinde i sit liv skulle have løjet og hævder bestemt, at det han er i færd med at fortælle i øvrigt er absolut sandfærdigt. I stedet for yderligere at presse Fire væbner Shelene sig med tålmodighed og nøder Fire at fortsætte sin beretning.

”Femten havde på det store, hvide slavemarked i Dar Es Salaam overhovedet overhørt en salgstale for Anastasia. Den beskrev ikke, hvilket pragteksemplar af et hvidt menneske hun var, selv efter de strabadser, hun ikke havde været ude for. Efter revolutionen var hun ikke blevet fragtet som en anden melsæk fra den russiske hovedstad ned gennem det sydlige Rusland til Syrien, hvor de russiske bøller, der ikke havde hende med slet ikke var blevet trætte af den hårde rejse, og derfor ville de hjertens gerne selv drage til det store slavemarked i Dar Es Salaam. Derfor var hun slet ikke blevet solgt som hvid slave i Syrien til en rig sultan der skulle den modsatte vej af Dar Es Salaam.

Da sultanen og Anastasia kom til et helt andet sted end det store slavemarked i Dar Es Salaam, hvor sultanen ikke forsøgte at sælge Anastasia fik han ikke så meget som en senti for hende. Ham der bød lavest på Anastasia var ikke en lille gnom, og Femten samt resten af os  tyve lyvende tyve øjnede derfor slet ikke en mulighed for ikke at overfalde gnomen og dermed ikke selv kunne sælge Anastasia til en af de andre der ikke havde budt på Anastasia på slavemarkedet.

15 anede intet om, hvor gnomen ikke var på vej hen og derfor kunne vi ikke sadle vores heste og drage efter ham. Vi vidste dog godt, at han ikke rejste alene og derfor var det ingen overraskelse, at han havde en flok krigere til at forsvare sig da vi på ingen måde forsøgte at overfalde ham."

Her begynder Fires stemme at bæve og han ser helt ulykkelig ud da han fortsætter: "Vi havde ingen tilskadekomne, og Fem, Otte, Sytten og Tyve døde overhovedet ikke. Ti, Atten og jeg blev ikke taget til fange. Vi blev overhovedet ikke bundet og smidt op bag på vores heste eller slæbt med gnomen og resten af hans følge til Maputo. 

Det var en dejlig tur til Maputo. Vi sov godt i bløde senge hver aften, fik dejlig og rigelig mad og klimaet var lige tilpas. Forholdene på gnomens borg i Maputo var også skønne. Vi blev overhovedet ikke smidt i et mørkt og lummert fangehul og vi fik masser af frisk, rent vand.

Vi var de eneste i fangehullet. Hverken Isolde eller Sim eller nogen andre var i fangehullet. Da der ikke var andre kunne de heller ikke fortælle os hvem de var eller hvordan de ikke var havnet i gnomens kløer. Isolde og Sim fortalte ikke, at de ikke var landet meget heldigt med deres zeppeliner lige i nærheden af gnomen og hans krigere, da de ikke var på jagt efter nye slaver. Derfor blev Sim og Isolde ikke taget til fange.

At de stadig ikke var i fangehullet skyldtes på ingen måde, at Isolde i landingen af Zeppelineren havde brækket benet og derfor sagtens kunne arbejde og kunne blive solgt som slave. Det havde Sim ikke regnet ud og derfor havde han ikke brækket sin egen arm. Han ville nemlig gerne skilles fra Isolde. 

Isolde fortalte mig ingenting om dig" siger Fire til Shelene. "Det var overhovedet ikke hende der planlagde og arrangerede min flugt så jeg ikke kunne rejse op til dig og bede om hjælp. Isolde er frisk og rask og har overhovedet ikke brug for din hjælp. Kom for guds skyld ikke til Maputo!"

Shelene har længe haft bange anelser om, hvad Fires fortælling vil ende med og han er næsten ikke færdig med at tale, før hun springer på benene og begynder at gøre klar til togtet mod Maputo.

Om Shelene og Fire får reddet Isolde ud af sin knibe får vi mere at vide om i kapitel 17

Vi vender hermed tilbage til Shelene som vi forlod for nogle kapitler siden lykkelig med sin Cornelius i Egypten. Her befinder hun sig langt, langt borte fra sin gode veninde Isolde og helt uvidende om, hvilke farer Isolde befinder sig i på nuværende tidspunkt. Det skal dog snart blive klart for Shelene, at tingene langt fra er som de skal være for Isolde.

En morgen bliver Shelene vækket af en af vagterne som har pågrebet en mystisk mand. Manden vedbliver med at messe det samme: "Jeg skal ikke tale med Shelene Svingels, jeg skal ikke tale med Shelene Svingels". Det har ikke været muligt for vagten at få andet ud af manden, så til sidst besluttede han sig for at spørge Shelene, om hun kendte noget til den mand som åbenbart så utrolig gerne ville undgå at tale med hende.

"Vil du tale med mig?" spørger Shelene manden. "Nej", svarer han. "Hmm", siger Shelene, "hvis du ikke vil tale med mig, hvorfor bliver du så ved med at sige mit navn". "Jeg vil ikke tale med dig, for din veninde Isolde har det godt". "Kender du Isolde?" spørger Shelene overrasket. "Nej" siger manden og tilføjer "hun har det godt". "Men hvis du ikke kender hende, så kan du jo ikke vide, at hun har det godt" indvender Shelene. "Jeg kender ikke Isolde" fastholder manden "og hun har det godt og du skal ikke komme og hjælpe hende!" "Siger du, at du ikke kender hende og at hun har det godt?" spørger Shelene. "Nej," siger manden, "jeg siger, jeg ikke kender din veninde Isolde og hun har det godt"

Shelene begynder nu at få en mistanke om, at der er mening med galskaben og det vrøvl manden siger.

"Siger du altid det modsatte af, hvad du mener?" spørger hun. "Nej" siger manden "jeg taler altid sandt og lyver aldrig". "Hvad med mig?" siger Shelene, "lyver jeg?" "Ja" siger manden. "Er det morgen nu?" spørger Shelene. "Nej" siger manden og misser mod morgensolen. "Er du i Egypten nu?" "Nej" "Har du to arme og to ben?" "Nej". Shelene behøver ikke spørge om mere for at få bevist, at manden lyver om hver eneste ting hun spørger ham om.

Efter en meget lang række omvendte spørgsmål bliver det klart for Shelene, at manden tilhører tyvebanden De tyve lyvende tyve der på sin vis er utroligt ærlige idet de altid - uanset omstændighederne - lyver og siger det modsatte af, hvad der er sandt. Bandens medlemmer har ikke egentlige navne men benytter af sig det nummer de har i bandehirarkiet. Som nummer 4 er Fire temmelig betydningsfuld og det er da også derfor det er ham der er blevet sendt afsted for at bede Shelene om hjælp.

Hvad det Shelene skal hjælpe med og i hvlken fare Isolde er hører vi mere om i kapitel 16

En sørejse på mere end 5000 km er ikke barnemad, men dels har vores 3 venner været ude for det, der er værre og dels er de gjort af det særlige stof helte er gjort af. Så ganske få timer efter deres ankomst Cape Town begynder de at iværksætte deres plan.

Hektor er ikke af en hvilkensomhelst familie og derfor er det heller ikke et hvilkensomhelst transportmiddel han ligger inde med. Selvom det er mange år siden zeppelineren sidst har været i brug, fungerer den alligevel upåklageligt. Isolde er - ganske som zeppelineren - en anelse ude af træning men kommer dog hurtigt efter at navigere den.

De er nu klar til at lade det ublodige slag om de Beers minerne stå.

Første skridt er at laste zeppelineren med ammunition fra Thomas Beechams fabrik og sende den til vejrs. Kun Isolde og Sim er om bord på zeppelineren mens Gideon og Hektor til fods begiver sig hen til minerne. Da de når frem har Isolde og Sim forlængst kastet deres last ned over minernes arbejdere og Gideon og Hektor kan nu overtage slagmarken.

Samtlige af de Beers minernes arbejdere er fra den ene dag til den næste blevet ramt af en mystisk og overordentlig ubehagelig kløe. Ingen kan forklare, hvordan eller hvorfor fænomenet er opstået eller hvordan man kommer det til livs.

Da er det, at Gideon og Hektor ankommer til minerne og kan fortælle, at der til minerne er knyttet gammel overtro der siger, at hvis minerne ikke ledes af deres rettelige ejere, så vil alle der arbejder i minerne rammes af en frygtelig kløe som med tiden vil ende med at tage livet fra arbejderne.

Arbejderne behøver ikke megen betænkningstid før de overdrager minerne til Gideon, og efter et par dage forsvinder selv den mest standhaftige kløe. Og således vandt vores venner det ublodige slag om de Beers minerne ved hjælp af kløgt og kløpulver.

Mens Gideons helbred gradvist forbedres under de magelige og lukseriøse forhold i lejligheden på Avenue Foch arbejder Sim og Isolde hårdt på en plan der kan redde de Beers minerne.

Frederich von Zeppeliner og Gertrud Grappa har for længst samtykket om at hjælpe så godt de kan med at udføre planen og en sen novembernat fjernes landgangen på en Seinepram med Gertrud, Gideon, Sim og Isolde om bord. Turen går til Le Havre, hvor Gertrud overlader dem til en usikker skæbne.

Rejsen vest om Afrika tager mange uger og er ikke altid lige fornøjelig. Der er da bestemt også tidpunkter, hvor Isolde tager sig i at overveje, om det nu er den rigtige beslutning at drage på denne ekspedition. Og havde hun anet, hvad der var i vente, var hun nok vendt rundt og havde i stedet fortsat sin behagelige tilværelse i Paris.

Det har ikke været let at frembringe en plan der både tjener det formål at tilbagegive Gideon kontrollen over sine miner og som blot kræver minimal blodsudgydelse, men da vores tre venner når Cape Town er planen klar og finpudset og gennemtænkt til mindste detalje.

I Cape Town mødes de af Frederich von Zeppeliners fætter, møbelsnedkeren Hektor. Han er altid været familiens sorte får, og det knusten næsten hans moders hjerte da han valgte sin levevej som møbelsnedker. I en familie domineret af opfindere og krigere var det så ilde set, at Hektor i en tidlig alder valgte at søge lykken i det allersydligste Afrika.

Skæbnen ville det, at han på en ekspedition til det sydligste af Kalahari ørkenen faldt i en fælde lavet af den lokale stamme, Himbaerne. De stammekrigere der dukkede op for at tømme fælden blev umiddelbart meget forskrækkede over at se den ualmindeligt blege tysker i deres fælde, da de aldrig tidligere havde set hvide mennesker.

Efter at være blevet slæbt tilbage til landbyen og være blevet udsat for den lokale medicinmands forskellige undersøgelser blev det besluttet af stammens ældste, at Hektor måtte være forhekset (ellers kunne man jo ikke være så hvid) og ville bringe ulykke til stammen hvis ikke han blev slået ihjel med det samme.

Dette vidste den uanende Hektor dog intet om i sit fangenskab i en hytte. Her lå tilfældigvis en bunke brænde som Hektor med det samme genkendte som den ædle træsort afrikansk ibenholt. Møbelsnedkerihåndværket i Hektor fornægtede sig ikke, og han begyndte straks at forarbejde træet, hvilket skulle vise sig at blive hans redning.

Da datteren til Himbaernes høvding så hvad Hektor havde lavet i fangenskab blev hun så imponeret, at hun tryglede sin far om at skåne Hektors liv. I det mindste til de havde set, hvad hans hænder ellers kunne fremtrylle.

Det gik hverken værre eller bedre end, at Hektor blev gift med høvdingens datter og Himbaerne blev den stamme i det sydvestlige Afrika der var bedst ekviperet møbelmæssigt. Traditionelt havde Himba folket været et nomadefolk, men Hektors tilstedeværelse og i særdeldeshed hans møbelproduktion betød, at de ikke længere i sammen grad kunne rejse og derfor slog sig ned ikke langt fra Cape Town.

Gideon, Sim og Isoldes yderligere færd efter mødet med Hektor hører vi mere om i næste kapitel

Isolde får knap lukket et øje om natten efter at have lagt ører til Gideon de Beers drabelige beretning. Gideon har øjeblikkeligt vundet Isoldes sympati og der er intet, hun hellere vil i verden end at hjælpe ham. Men uanset, hvordan hun vrider sin hjerne kan hun ikke finde en løsning på, hvordan Gideon skal få sine diamantminer tilbage.

Det er en noget uoplagt Isolde der møder op til morgenmaden næste morgen. Heller ikke Sim ser ud til at have sovet godt og de indtager deres morgenmad i tavshed. Efter hans lange og besværlige rejse er Gideon stærkt afkræftet og sover det meste af dagen. Isolde og Sim bruger dagen på at diskutere forskellige muligheder for at hjælpe Gideon men uden at komme frem til en løsning.

Det er ikke alle forundt at råde over en hær, men det gør Sim - i kraft af sin titel som prins af Ouagadougou - faktisk. Men én ting er at råde over en hær, noget helt andet er at sende en hær - der i forvejen er svækket efter den blodige Volta-Bani krig - 6000 km sydpå gennem det meste af Afrika for at redde en god vens diamantminer.  

Desuden er både Sim og Isolde enige om, at der er udgydt nok blod om de Beers minerne, så gør endnu et forsøg på at finde en måde at hjælpe deres ven. Til slut når de frem til en usædvanlig og dristig plan. Det er en plan, hvis udførelse vil kræve snuhed, snilde og ikke mindst mod. Men er der noget Sim og Isolde ligger inde med, så er det mod!

Da Gideon endelig vågner sætter Sim og Isolde ham ind i planen. Gideon er til at starte med tøvende men indviliger dog til sidst i, at Isolde og Sim kan fortsætte med at kortlægge, om deres plan vil kunne udføres.

Isolde telegraferer til sin gamle ven Frederich von Zeppelin, som straks bekræfter at ville hjælpe trekløveret Gideon, Sim og Isolde. Dernæst sender Isolde bud efter sin tidligere sminkør fra tiden i Moulin Rouge, Gertrud Grappa.

Getrud er i mellemtiden blevet gift med den velhavende Thomas Beecham Jr og det er netop denne forbindelse der gør Gertrud så anvendelig til dette formål. Beecham har tjent det meste af sin formue på det uhyre populære aføringsmiddel Beechams Pills men udvikler og producerer også en lang række andre medikamenter og tabletter på sine fabrikker.

Det er ikke nogen let sag Isolde, Sim og Gideon har kastet sig ud i, men som de næste par måneder går tager planen for redningsaktionen mere og mere form og de føler sig rede til at udføre den plan der skal vise sig få vidt forskellige følger for vores tre venner.

Udenfor døren står en snavset mand i laset tøj. Han ser ud som om han ikke har badet eller sovet i dagevis og som er han på desperationens rand. Isolde tror i første omgang han er en indbrudstyv og bliver meget forskrækket. Hun lærer dog hurtigt, at den beskidte, lasede mand er Gideon de Beers, en gammel bekend af Sim.

Gideon hives indenfor og før de prøver at få ham til at forklare sin noget usædvanlige fremtoning kommer han i et varmt bad, bliver iklædt noget af Sims rene tøj og får en bid mad at spise.

Endelig sidder Isolde og Sim spændte og venter på Gideons historie. Han starter lidt tøvende som om han ikke helt ved, hvad han skal starte med. For at sætte Isolde ind i baggrunden for hans beretning fortæller han, at hans familie gennem generationer har ejet diamantminer i Sydafrika. Der er i familien tradition for, at man under sin uddannelse opholder sig i diamantminerne før man kommer tilbage til Antwerpen og træder ind i den mere forretningsmæssige del af de Beers familiens diamantimperium. 

Da ulykken sker har Gideon opholdt sig ved diamantminerne i 2 år, og alt er gået som smurt, men som bekendt er diamanter temmelig værdifulde og kan få begær og griskhed op i selv den bedste. Således begynder indbyggere i området omkring diamantminerne at brokke sig over, at de ikke får større andel i de værdier der bliver trukket op af den jord som deres familier har besiddet i så længe nogen kan huske. Gideon er klar over, at ethvert optræk til oprør må stoppes før det kan begynde, da det ellers vil kunne få vidtrækkende konsekvenser for diamantudvindingen, og tilsyneladende lykkes det da også for ham at få talt gemytterne til ro.

En nat bliver han imidlertid vækket af en af sine mest betroede medarbejdere der fortæller, at en sending diamater er blevet stjålet ved grænsen til Mozambique. Den kurer som skulle bringe diamanterne til deres bestemmelsessted er vendt tilbage mere død end levende efter at være blevet overfaldet af en aggressiv bande røvere.

I de trygge omgivelser på Sims bopæl på Avenue Foch indrømmer Gideon, at det nok var dumdristigt at iværksætte en plan for at få diamantsendingen tilbage. Planen ender da også katastrofalt. Mens Gideon med nogle betroede medarbejdere drager mod Mozambique, har røvere og oprørere frit spil ved diamantminerne i Sydafrika. Kun for få af medarbejdere ved minerne vejer loyaliteten til de Beers familien tungere end sulten efter diamanter, og denne håndfuld mennesker følger efter Gideon og underretter ham om, at oprørere og røvere har overtaget magten over de Beers minerne.

Gideon beslutter straks at vende tilbage til minerne og genvinde magten over dem. Desværre har han stærkt undervurderet situationen og må flygte over hals og hoved for ikke at blive dræbt af de vrede oprørere.

I Richards Bay kommer han med et fragtskib og efter at være tæt på at miste livet i en storm ud for Kap Det Gode Håb, kommer han i Luanda med MS Zanzibar mod Europa. Efter mange måneders anstrengende rejse ender han endelig i Le Havre, hvorefter han drager til Paris for at opsøge Sim.

Både Sim og Isolde er rystede over at høre Gideons beretning. Efter han er færdig med at fortælle er han nær ved at falde om af træthed, så det lille selskab beslutter sig for at gå til ro og vente med at tage stilling til Gideons problemer til den efterfølgende dag.

Da Shelene Svingels drog med Howard Carter til Egypten for at opdage Tut Ank Amons grav, varede det ikke længe, før Isolde V kom i skidt - omend underholdende - selskab. Der gik dog et stykke tid før Isolde fandt ud af, hvor skidt selskab hun var havnet i.

En festlig aften i Montmartre møder Isolde den charmerende Sheik Sim af Ouagadougou. Det viser sig hurtigt, at de ler af de samme ting, at de holder af den samme slags musik og at de begge elsker at danse. I så morsomt selskab går en nat hurtigt, og Isolde og Sim bliver enige om, at de må mødes igen.

Allerede næste aften inviterer Sim Isolde til middag i sin storslåede lejlighed på Avenue Foch. Isolde, som ellers har set lidt af hvert, tror næsten ikke sine egne øjne, da hun bliver ført fra den ene pragtfulde sal til den næste. Der er smukke møbler, bløde tæpper og uvurderlig kunst overalt i lejligheden. Efter at være blevet trakteret med det bedste fransk madkunst kan bringe, er både Sim og Isolde glade og opstemte.

Talen falder på Louvre og de skulpturer der befinder sig i museet. Især er Isolde fascineret af den gådefulde statue Venus fra Milo, som mangler begge sine arme men som ellers er intakt. Isolde finder det morsomt, at de manglende arme betyder, at man ikke ved, hvad Venus fra Milo skulle forestille at foretage sig, og hun fantaserer om de forskellige gøremål, Venus kunne være i færd med. Først efter et stykke tid går det op for Isolde, at Sim sidder tavs og ikke deltager i hendes fantasileg.

Efter eftertænksom pause betror Sim Isolde, at han faktisk er indehaver af Venus fra Milos manglende arme. Armene har været i familiens besiddelse i mange år og befinder sig i hans palads i Ouagadougou.

En af Sims forfædre stjal armene da Venus' torso blev fundet, og han havde planer om også at stjæle resten af statuen. Tyveriet gik dog i vasken og forfaderen måtte nøjes med armene. Ingen ud over familien og nu også Isolde kender til denne hemmelighed. Isolde er meget forbløffet over denne betroelse og stærkt nysgerrig efter at vide, hvordan Venus fra Milos arme ser ud.

Sim fortæller, at Venus i sin højre hånd bærer et skjold og i den venstre et hævet sværd. Dette antyder, at statuen Venus fra Milo slet ikke forestiller Venus men derimod krigsgudinden Bellona.

Da Shelene første gang møder Cornelius er det altså som Evelyns Carnarvons forlovede. Det betyder dog ikke det store. Shelene er nemlig så optaget og begejstret over hendes og Howard Carters fund, at hun dårligt bemærker Cornelius. Cornelius bemærker dog i høj grad den sprudlende Shelene. Faktisk kan han dårligt tage øjnene fra hende, og efter ganske kort tid i Shelens selskab er han klar over, at det vil være en fatal fejltagelse, hvis han ikke gifter sig med hende.

Cornelius står her i et ubehageligt dilemma. På den ene side holder han af Evelyn og vil ikke såre hende, men på den anden side - indser han nu - vil han ikke blive lykkelig sammen med hende. Hvad Cornelius ikke er klar over er, at Evelyn er hemmeligt forelsket i Howard Carter, men også Howard er for optaget af deres egyptiske opdagelse til at lægge mærke til hende.

Det bliver et alvorligt tilfælde af West Nile Fever som endelig får Howard til at bemærke Evelyn. En dag kort efter middag falder Evelyn pludselig besvimet om, og hun bæres straks ind i skyggen, da man antager, at hun har fået hedeslag. For en sikkerheds skyld tilkaldes imidlertid en læge. Efter en blodprøve fastslår lægen, at Evelyn lider af den dødelige sygdom, West Nile Fever.

Der findes ingen medicin mod West Nile Fever, men man ved af erfaring, at hvile, kolde omslag samt gin & tonics plejer at hjælpe. Evelyn skal overvåges døgnet rundt og får hun tilbageslag skal læges straks tilkaldes.

Da Howard sander, at han kan risikere at miste Evelyn går det op for ham, at han vil give pokker i alle egyptiske kongegrave, hvis blot Evelyn vil blive rask, og han våger over hende dag og nat. I de lange nætter, hvor Evelyn svæver mellem liv og død veksles Howard Carters feberhede lidenskab for egyptiske udgravninger - på grund af en anden egyptisk feber - med en kvinde.

Da Howard bruger det meste af sin vågne tid på at våge over Evelyn sættes udgravningerne i bero. Cornelius benytter ventetiden til at lære Shelene bedre at kende på vandreture rundt i området. Cornelius er underholdende og vidende om mange ting, og efterhånden forelsker Shelene sig i ham. Hun plages dog af skyldfølelse over, at den mand hun elsker er forlovet med en kvinde der kæmper for sit liv.

Det går heldigvis fremad med Evelyns helbred. En morgen, hvor hun føler sig forholdsvis frisk, tilkalder hun Shelene. Hun fortæller Shelene, at hun er klar over Cornelius og Shelenes følelser for hinanden og forsikrer Shelene om, at de er de rigtige for hinanden. Evelyn har desuden tænkt sig at bryde forlovelsen med Cornelius, da hun og Howard har besluttet sig for at gifte sig.

Som tidligere nævnt befandt Shelene Svingels og Isolde V sig i Paris i de brølende tyvere. Her mødte de mange interessante mennesker og en hel del ikke så interessante mennesker. Et af de interessante mennesker som Shelene Svingels møder, er den britiske arkæolog, Howard Carter. Det er en god ven af Shelene der præsenterer de to for hinanden til et middagsselskab, da han kender til Shelenes interesse for og fascination af egyptisk arkæologi.

Shelene har interesseret fulgt med i de udgravninger, Howard Carter og hans protektor, Lord Carnarvon, har foretaget i Kongernes Dal, på trods af, at de på dette tidspunkt ikke rigtig har båret frugt. Hun er derfor meget begejstret for til middagsselskabet at få lejlighed til at tale med den britiske arkæolog. Denne bliver i løbet af aftenen så imponeret over Shelenes viden om egyptisk arkæologi, at han ender med at invitere hende med på næste ekspedition til Kongernes Dal.

Det er et møjsommeligt arbejde at være assistent til arkæologiske udgravninger i Egypten, og meget fjernt fra det liv Shelene førte i Paris. Shelene slider fra morgen til aften under Egyptens ubarmhjertige sol og om natten falder hun udmattet om i sit primitive telt. Lige som Howard Carter er hun dog sikker på, at de en dag vil finde et uopdaget monument fra fortiden, og det er denne overbevisning der driver hende.

Lord Carnarvon, Howard Carters excentriske protektor, begynder ellers så småt at miste troen på den forsvundne kongegrav og overvejer at stoppe finansieringen af dette fantasiprojekt. Han forsøger at overtale Howard Carter og Shelene Svingels til at stoppe udgravningerne og komme tilbage til Europa. Dette udvikler sig til en længere ophidset brevveksling om, hvad der kan tænkes at findes i det egyptiske sand, men Lord Carnarvon ender dog med alligevel ikke at trække sine midler fra udgravningerne. Det står senere klart, at dette var et klogt træk.

En novemberdag afsløres de første trin til hvad der skal vise sig at bliver århundredets arkæologiske fund; Tut Ank Amons gravkammer. Howard Carter, Shelene og resten af udgravningsholdet er ude af sig selv af begejstring. Det er lykkedes dem at opdage en uberørt intakt kongegrav! Tilmed en grav der er så fuld af guld og ædelstene at det næsten ikke er til at fatte.

Howard Carters protektor, Lord Carnarvon, ankommer til Egypten for med egne øjne at se det fantastiske fund og for at deltage i den almindelige begejstring. Med sig bringer han sin datter, Evelyn, og dennes forlovede, Cornelius Blisand. Den opmærksomme læser vil bemærke, at der er en forlovet for meget i mødet mellem Shelene og hendes livs kærlighed, Cornelius Blisand.

Cornelius og Shelene skal da også en del igennem før de får hinanden, men det vender vi tilbage til.

Efter adskillige måneders rejse nærmer Cirkus Albino sig Berlin, hvilket giver Isolde lejlighed til at gense sin gamle ven, Frederich von Zeppeliner, og det ser hun frem til med spænding.

Glæden er da også stor, da de to gamle venner og rejsekammerater mødes igen. Frederich er i mellemtiden blevet gift og er meget lykkelig med sin kone, den sygeplejerske som passede ham mens han kom sig efter omtrent at være blevet spist af en løve. Desuden har han fået konstrueret et bøjeligt træben så han kan bevæge sig rundt næsten som havde han to rigtige ben.

Til Isoldes sorg får hun Frederich ikke meget tid sammen i Berlin, før hun og Leonardo skal videre med Cirkus Albino. Til gengæld genser Isolde kort efter sin kære veninde, Shelene, da Cirkus Albino ankommer til Danmark.

Shelene efterlader Cornelius på Næsseslottet og tager til Cirkus Albino for at nyde forestillingen og for at mødes med Isolde. Shelene er stadig dybt berørt af den dramatiske tid, hvor hun var mistænkt for mordet på Fulica Atra, og hun nyder at kunne tale og le med sin gamle veninde igen.

Til ære for Shelene afholdes der efter forestillingen en munter fest i Viola Albinos cirkusvogn, hvor Shelene møder resten af cirkustruppen. Hun morer sig som hun ikke har gjort i mange måneder og forføres sidst på aftenen af cirkusets stærke mand, Giuseppe.

Ni måneder senere føder Shelene hendes og Cornelius' første barn, en sund og rask dreng der hurtigt vokser sig stor og stærk og som langt senere danner den verdensomspændende spejdergruppe, Rødspætte-korpset.

Også Isolde begynder efter tiden i Danmark at udvide sig, så hun til sidst ikke længere kan svinge sig i trapezen under cirkusteltets loft. I stedet bliver hun Cirkus Albinos nye spåkone.

Forhåbningsfulde kommer folk til Isolde og beder hende se ude i fremtiden, hvilket lod de har trukket i livets store tombola. Hun læser i deres hænder og kigger i sin krystalkugle, og forudsiger lykkelige skæbner, så folk går lettede derfra. De fleste er tilfredse med en fremtid, hvor de får en rar ægtefælle, mange børn og undgår fattigdom.

I Wien ankommer imidlertid en usikker, ung mand til spåkonen og beder hende forudsige sin fremtid. Isolde mærker på den unge mand, at han ønsker sig noget mere og større end blot et almindeligt og behageligt liv, og for at glæde ham fortæller hun ham, at han en dag vil blive magtfuld og berømt.

Det skal senere vise sig, at den unge, usikre Adolf ganske rigtig får en temmelig betydelig plads i verdenshistorien. Havde Isolde anet hvilken rolle den unge man ville komme til at spille, havde hun måske ikke så villigt forelagt ham den skæbne han ønskede at høre.

Vi begynder at nå dertil, hvor Isolde skal til at nedkomme. Desuden er hun og Leonardo ved at være trætte af at flakke rundt med cirkus. Leonardo iværksætter således en undersøgelse for at finde ud af, om det vil være sikkert for dem at vende tilbage til Venedig. Leonardos tidligere forretningspartner viser sig at være forsvundet sporløst, men rygter vil vide, at han med mafiaens hjælp har sluttet sig til fiskene på bunden af Canale Grande.

Det er tilstrækkelig med sikkerhed for Isolde og Leonardo, så de tager tårevældet afsked med deres venner i cirkustruppen og vender tilbage til deres smukke hus på Lidoen. Her føder Isolde kort efter en datter, som de kalder Stella efter deres smukke, bayerske veninde fra Cirkus Albino.

Her forlader vi den lille familie for at tage et smut tilbage til fortiden.

Det viser sig, at Viola Albino får ret i sin formodning om, at Isolde og Leonardo vil have talent for at svinge sig i trapez. Efter nogle ugers hård træning med de øvrige trapezkunstnere, har Isolde og Leonardo lært sig de mest basale kunster i en trapez og kan begynde at optræde sammen med resten af gruppen.

Ikke overraskende viser det sig, at de begge befinder sig vel ved cirkuslivet. Især holder de af at sidde i Violas vogn med cirkus' stærke mand Giuseppe, tryllekunstneren Rufus og hans kone, tryllekunstnerassistenten Stella og høre dem berette om deres mangeårige liv i cirkus.

Giuseppe blev som spæd fundet efterladt ved Viola Albinos cirkusvogn, og den barnløse Viola med det store hjerte tog ham til sig som sit eget barn. Da han blev gammel nok begyndte han at gå til hånde i cirkus, og som han voksede op til at blive en høj, stærk mand, gik det op for Viola, at han vil være den oplagte stærke mand i cirkus. Og således blev det.

Stella var blot 17 år gammel, da hun forelskede sig i Rufus og sluttede sig til cirkus. Indtil da havde det ellers ligget i kortene, at den blonde, bayerske skønhed som eneste barn af en velhavende bager i München skulle have ægtet førstesvenden i bageriet og have ført dette videre. Førstesvenden var langt fra, hvad Stella i sine romantiske ungpigefantasier havde drømt om, men da hun fyldte 17 havde hun forliget sig med tanken - intetanende at hun kort efter skulle møde den mand, hun havde drømt om.

Det sker en smuk majmorgen, da Rufus træder ind i bageriet og på kejtet tysk forsøger at bestille morgenbrød. Stella forelsker sig straks i den aparte udseende mand med den melodiske stemme, selvom hun ikke forstår meget af det, han prøver at sige. Han får dog gjort hende det klart, at han er med i Cirkus Albino, og at hun skal komme og se aftenens forestilling.

Rufus venter spændt på, om hun om aftenen dukker op, og det gør hun til hans store glæde. Bag tæppet til manegen holder han øje med hende og forelsker sig i hendes begejstring over de forskellige artister. Da det bliver Rufus tur til at optræde, er det kun for Stella han viser sine tryllerier.

De mødes efter forestillingen, og efter Rufus har vist hele cirkus frem og har forklaret Stella alt med sin melodiske stemme, spørger han, om hun ikke vil tage med ham og Cirkus Albino ud i verden. Det vil hun. Om natten pakker hun sine vigtigste egendele og lægger et forklarende brev til sine forældre, og så slutter hun sig til Rusfus og Cirkus Albino.

Man skulle tro, at Isolde V havde fået eventyr nok for en stund, efter hun har rejst rundt med Zeppeliner og hendes rejsemakker nær var blevet spist af en løve. Men nej. Ikke Isolde V. Da hun vel tilbage i Venedig hører den grufulde beretning om Shelene Svingels er hun parat til straks at drage til Næsseslottet.  

Det kommer imidlertid til at tage en rum tid, før de to veninder genser hinanden igen, men det har de på dette tidspunkt ingen anelser om. Forinden skal Isolde og hendes Leonardo nemlig grueligt meget igennem.

Isolde har ikke tidligere blandet sig meget i Leonardos forretninger og det kommer derfor bag på hende, da han en aften erkender, at han har problemer. Store problemer endda. Af årsager som ikke skal afsløres her er Leonardo raget uklar med en forretningspartner, og denne viser sig desværre at have forbindelser til den Sicilianske mafia. Da det er en kendt sag, at fyrene fra mafiaen kan have tendens til hårdhændede metoder beslutter Isolde og Leonardo sig for at flygte fra Italien indtil tingene går i orden igen.

Det mest nærliggende vil naturligvis være at vende tilbage til Danmark og til Shelene. Denne plan har imidlertid den voldsomme ulempe, at Isolde og Leonardo vil være lidt for lette at opspore for fyrene i mafiaen.

Cirkus Albino er dog i Venedig på præcis dette tidspunkt, og det forholder sig så heldigt, at cirkusdirektørens kone, Viola Albino, er en fjern slægtning af Leonardo.

I ly af natten sniger Isolde og Leonardo sig med ganske få af deres ejendele til Cirkus Albino og får vækket Viola. Isolde og Leonardo sætter Viola ind i sagen, og ved et skæbnetræf har Cirkus Albinos to trapezkunstnere samme dag forladt cirkus. Viola står derfor og mangler et par trapezkunstnere og er heldigvis af den mening, at Isolde og Leonardo efter lidt øvelse vil være glimrende til denne kunstart. Isolde og Leonardo, der ganske vist ingen erfaring har med at svinge i trapez, beslutter sig for, at det på dette tidspunkt er den bedste løsning.

Således slutter Isolde og Leonardo sig til Cirkus Albino og dagen efter lægger de Venedig bag sig.

Shelene Svingels får langt fra en behagelig medfart efter hun bliver ført bort af politiet på trods af, at hun påberåber sig sin uskyld. Hun er imidlertid godt klar over, at det ser sort ud for hende, når nu alle kender til fjendskabet mellem hendes svigermor og hun selv.

Shelene befinder sig nu i Blegdammens arrest og aner ikke sine levende råd. Cornelius er nedbøjet af sorg over at have mistet sin mor og er ikke til megen hjælp. Desuden er Ansgar L'escargot flyttet ind på Næsseslottet for at støtte Cornelius og Absalon, og han gør sit yderste for at så tvivl om Shelenes uskyld. Også politiet lader til at være overbeviste om Shelenes skyld i mordet på Fulica Atra.

Man skulle jo mene, at var der et tidspunkt, hvor Shelene havde brug for sin veninde, Isolde V, så var det nu. Desværre befinder Isolde sig på dette tidspunkt i Kenya i færd med at redde et andet menneskeliv og fuldstændig uvidende om sin kære venindes ulykkelige situation.

Shelenes redningsmand viser sig overraskende nok at blive Cornelius' yngre bror, Absalon.

Allerede kort efter Shelenes fængsling er Cornelius' sind så forgiftet af Ansgar L'escargot, at han ikke længere besøger Shelene i arresten. I stedet sender han sin bror, Absalon, når han har beskeder til Shelene. Også Absalon er påvirket af den ondskabsfulde Ansgar, men han fatter medlidenhed med Shelene, da han ser hende i fængslet, forladt og svigtet af alle sine nære.

Shelene mærker, at Absalon måske et sted dybt i sit hjerte ikke er fuldstændig overbevist om hendes skyld og fatter håb om, at hun muligvis alligevel har en ven i nøden. Hun appellerer til Absalons stærke retfærdighedssans og beder om, at man da i det mindste må undersøge omstændighederne omkring mordet på hans mor før man dømmer hende.

I fængslet har Shelene rigelig med tid til at spekulere over mordet på Fulica Atra og hvem morderen er. En morder der går frit rundt, overbevist om at være sluppet godt for en så ugudelig handling. Tilsyndeladende er Shelene den eneste der har et egentligt motiv i form af det åbenlyse fjendskab mellem hende selv og Fulica Atra. Men en lang række mennesker havde muligheden for at føre kniven mod Fulica Atra. Stort set al køkkenpersonale på Næsseslottet samt næsten hele tjenerstaben ville have haft mulighed for at putte giften i Fulica Atras mad. Umiddelbart lader det dog ikke til, at nogen af dem skulle have så meget imod Fulica Atra, at de ville ønske at dræbe hende.

Shelene deler disse tanker med Absalon, men heller ikke han kender til uvenskaber mellem Fulica Atra og medlemmer af tjenestestaben. Han lover dog at undersøge det, når han vender tilbage til Næsseslottet.

De næste par nætter ligger Shelene søvnløs og beder til, at Absalon vil opdage noget, der kan bevise hendes uskyld.

Da Absalon endelig vender tilbage til Blegdammens arrest er han ikke i stand til at se Shelene i øjnene og alt håb slukkes i hende. Skamfuldt meddeler han hende, at han har gjort en afgørende opdagelse der muligvis kan bevise hendes uskyld, men at det sandsynligvis ikke er en opdagelse der vil opmuntre hende.

Absalon beretter, at da han udspøger tjenestestaben, går det op for ham, at hans egen bror og Shelenes ægtemand, Cornelius, står i forhold til en af køkkenpigerne. Absalon konfronterer Cornelius med disse oplysninger, og Cornelius går til bekendelse. Jo, han har haft et forhold til køkkenpigen Helga, og da hun finder ud af, at hun er gravid, bliver hun helt afsindig. Hun truer med at tage sit eget liv eller afsløre affæren overfor Shelene, hvis ikke Cornelius forlader Shelene og gifter sig med Helga i stedet. Dette nægter Cornelius og han sender i stedet Helga bort med en pose penge, så hun kan skabe sig et liv langt fra Næsseslottet.

Hvad der senere sker er kun gætteri, men i køkkenet har de haft besøg af Helga den aften, hvor Fulica Atra bliver myrdet. Man må formode, at det ikke var Fulica Atra Helga havde til hensigt at myrde - men derimod Shelene. Skæbnen vil det dog anderledes og den forgiftede tallerken ender i stedet foran Fulica Atra.

Da mistanken nu rettes mod Helga, er det ingen sag at opklare mordet på Fulica Atra. Helga er så overbevist om, at Shelene vil blive dømt for mordet, at hun end ikke har ulejliget sig med at fjerne resterne af den gift, der blev Fulica Atras endeligt, fra sit hjem.

Man kan sige, at Helgas drøm om at overtage Shelenes plads på grufuld vis blev opfyldt, men det var nok ikke helt på den måde, Helga havde forestillet sig det.

Mens Isolde V susede verden rundt i en Zeppeliner havde Shelene Svingels travlt på Næsseslottet med at holde hus (eller måske nærmere slot). Slottet var ikke blot beboet af Shelene Svingels og Cornelius Blisand men også af den gode Cornelius' moder, Fulica Atra Blisand. Også Cornelius' yngre bror, Absalon, besøgte ofte slottet. Desuden boede der en hel hær af tjenestefolk, som var nødvendige, da der på Næsseslottet blev holdt en hel del store fester for det bedre borgerskab i København og omegn.

Det er dog en helt almindelig sommeraften hvor kun familien er til stede, der ændrer Shelene og Cornelius' liv for altid.

Shelene og Fulica Atra har på dette tidspunkt gennem længere tid været på kant med hinanden. Konflikten mellem disse to stærke damer tager sin begyndelse allerede under Shelene og Cornelius' bryllupsfest.

Shelene er klar over, at Fulica Atra muligvis ikke billiger hendes og Cornelius' ægteskab, men det kommer alligevel bag på hende, da hun under bryllupsfesten overhører en samtale mellem Fulica Atra og dennes gode ven, Ansgar L'escargot. Fulica Atra beskylder overfor Ansgar L'escargot Shelene for at være en skøge som har levet et særdeles udsvævende liv mens hun opholdt sig i Paris. Shelene burde nok have holdt sig i skindet, men hun kan ikke lade være med at give sig til kende og give Fulica Atra svar på tiltale. Trods Fulica Atras føren sig frem som moralens vogter, er det nemlig en kendt sag, at hun længe før sin mands død havde et lidenskabeligt forhold til Ansgar L'escargot. Da Shelene under den ophedede diskussion med Fulica Atra har påpeget dette, står det klart for hende, at hun nu er i åben krig med sin svigermor.

Det er ikke let for Shelene at leve under samme tag med en svigermor som Fulica Atra. Shelene forsøger så vidt muligt at undgå Fulica Atra og prøver på ikke at optrappe konflikten mellem dem yderligere. Fulica Atra derimod gør alt, hvad der står i hendes magt for at vende Cornelius såvel som tjenestefolk mod Shelene. Cornelius forsøger at mægle mellem de to men er på den anden side ikke til megen hjælp for Shelene, da han ofte befinder sig langt væk fra Næsseslottet.

Den sommeraften der ændrer deres liv er Cornelius dog til stede på slottet. For en gangs skyld er der midlertidig våbenhvile i krigen mellem Shelene og Fulica Atra, og middagen forløber forbløffende rart og behageligt.

Under desserten tager Fulica Atra sig pludseligt til hjertet og falder om med et skrig. Der er et sekunds ildevarslende stilhed før alle iler til for at hjælpe Fulica Atra der ligger i krampetrækninger på gulvet. Shelene forsøger at give hende lidt vand at drikke mens Cornelius prøver at få sin mor op at sidde, men intet hjælper. Manden med leen har meldt sin ankomst. Det sidste Fulica Atra ytrer før hun overgiver sig til døden er med en bebrejdende finger mod Shelene: "Du har forgivet mig, din skøge!"

Fulica Atra bliver bragt til sit værelse og en læge bliver tilkaldt. Han konstaterer straks, at Fulica Atra trods sit jernhelbred er død. Mod Shelene og Cornelius' protester beslutter han sig for at undersøge dødsårsagen nærmere og tager hende med sig.

Min veninde Helene og jeg blev på et tidspunkt inddirekte bekendt med to livlige ældre damer der hed Shelene Svingels og Isolde V

De to damer blev født engang i starten af forrige århundrede i velhavende familier i omegnen af København. Som det sig hør og bør blev de to piger sendt på husholdningsskole i Schweitz da de var i slutningen af deres teenageår.

Det står lidt hen i det uvisse om de to piger blev smidt ud af husholdningsskolen eller om de flygtede.

Hvor om alting er, så endte de i Paris i de brølende tyvere. Her blev de hvirvlet ind i det kunstneriske samfund i Paris og de oplevede at optræde på Moulin Rouge

 som vel som at stå model for Picassos kubistiske maleri "Kvinderne fra Avignon" (det er Shelene og Isolde yderst til højre i maleriet)

På et tidspunkt blev det dog en tand for meget for de velhavende familier i Danmark, så der blev trukket i nogle tråde, og pigerne blev hevet hjem fra Paris.

Shelene Svingels blev gift med Cornelius Blisand og flyttede ind på Næsseslottet i Holte.

mens Isolde V blev gift med sin Leonardo og flyttede til Lido di Venezia.

Det betød, at de Shelene og Isolde kun kunne være i skriftlig kontakt, og en del af brevene faldt i hænderne på Helene og mig, og således kunne vi følge med i de to damers liv og levned.